Planter og planteprodukter, der handles på nettet, skal (næsten) altid følges af dokumentation, der viser, at de overholder EU’s krav til plantesundhed.
Den 14. december 2019 trådte der nye og stramme regler i kraft ved handel med planter og planteprodukter over internettet i EU. Reglerne skyldes en ny EU-forordning, som kaldes Plantesundhedsforordningen. Den har til formål at beskytte vores natur- og kulturlandskab samt planteproduktion mod alvorlige sygdomme og skadedyr, som kan følge med planteprodukter.
De nye krav betyder, at planter og planteprodukter, der købes hos internetbutikker, skal være fulgt af dokumentation for at de opfylder EU’s krav til plantesundhed. Det gælder, uanset om planterne er til privat eller erhvervsmæssig brug. Frø solgt til private indenfor EU er dog ikke omfattet af plantepaskravet, mens visse frø handlet erhvervsmæssig brug.
Du kan læse mere om de nye krav til plantesundheden for planter, der handles på nettet her
Dokumentationen udgøres af et plantepas, hvis internetbutikken ligger inden for EU og af et plantesundhedscertifikat, hvis den ligger uden for EU. Se eksempler herunder. Kravene til plantesundheden afhænger af plantearten og oprindelsen, da det har indflydelse på risikoen for at sprede alvorlige planteskadegørere og sygdomme.
Plantepas og plantesundhedscertifikat er din garanti for sunde planter.
1Ved salg til erhvervskunder gælder dog yderligere krav til salg af visse frø, da disse altid skal forsynes med plantepas, uanset om de importeres fra et land, der ikke er medlem af EU, eller stammer fra et EU-land.
Det gælder ved køb inden for EU
Følgende planter og planteprodukter skal følges af et plantepas, når du køber dem over nettet i EU:
- alle planter til plantning
- alle løg og knolde
- frugter af Citrus med blade eller stilke, kumquat og dværgcitroner og hybrider af dværgcitroner
- plantedele af Choisya, Casimiroa, Clausena, Citrus, Fortunella, Poncirus og hybrider heraf, Murraya, Vepris, Tandved og vin
- træ eller trævarer af valnød, platan eller vingevalnød, der har gennemgået en godkendt behandling med lim, varme eller tryk
- frø, planter eller planteprodukter til andre EU-lande, der er beskyttet zone for en eller flere skadegørere.
- ægte kartoffelfrø
Plantepasset dokumenterer, at planterne er produceret under officiel kontrol på et produktionssted, der er fundet fri for de alvorlige skadegørere og sygdomme, der er reguleret i EU og ikke må forekomme på planter og planteprodukter, se link til kravene herunder.
Det gælder for køb fra lande uden for EU
Alle planter og planteprodukter skal følges af et plantesundhedscertifikat (Phytosanitary certificate) ved import fra tredjelande. Eneste undtagelse er frugt af banan, ananas, kokosnød, daddel og durian. I certifikatet attesterer eksportlandets plantesundhedsmyndighed, at planterne overholder EU’s krav til plantesundhed.
Internetbutikken skal ikke opfylde kravet til plantepas, hvis du selv afhenter dem hos sælger efter at de er bestilt online, eller hvis sælger selv udbringer planterne og ikke benytter sig af fx et fragtfirma til levering.
Mere om plantesundhed
I Kommissionens beskyttlsesforanstaltning mod planteskadegørere kan du læse mere om plantesundhed og se listerne over skadegørere og hvilke specifikke krav de skal opfylde for at måtte omsættes i EU.
Du kan finde beskyttelseforanstaltningen, Big Implementing Act (BIA), og dens bilag her