Gartner til havecenter/planteskole
Har du plantekendskab, kan du lide at hjælpe kunder – og trives du med en arbejdsdag blandt planter og mennesker?
Vi søger en kollega mere til vores havecenter hos EllenGaard Planteskole & Anlægsgartneri med opstart 10. marts 2027.
Hos os får du en alsidig arbejdsdag, hvor planter, kunder og praktisk arbejde går hånd i hånd.
Vi har et meget stort udvalg af planter til haven og lægger vægt på faglig rådgivning, god kundeservice og ordentlig kvalitet. Vores kunder skal kunne komme til os med deres spørgsmål og få brugbar og ærlig vejledning om, hvad der passer til deres have og ønsker.
Derfor søger vi en kollega, der enten har en gartnerfaglig baggrund eller på anden måde har opbygget et godt kendskab til havecenter branchen, planter og haver.
Dine arbejdsopgaver
Din daglige arbejdsplads bliver primært i vores planteskole og havecenter, hvor du blandt andet kommer til at arbejde med:
- Salg og kundebetjening
- Rådgivning om planter og deres anvendelse
- Hjælp til kunder med valg af planter til haven
- Pasning og pleje af planter
- Vanding
- Beskæring og almindelig vedligeholdelse af salgsplanter
- Varemodtagelse og opstilling af planter og øvrige varer
- Prismærkning og vedligeholdelse af salgsområder
- Opfyldning og oprydning
- Klargøring af planter og varer til kunder
- Øvrige praktiske opgaver, der hører til den daglige drift af et havecenter
Arbejdet følger naturligt årets gang. Forår og sommer er travle perioder med mange kunder og planter, mens arbejdsopgaverne ændrer karakter hen over sæsonen.
Hvem leder vi efter?
Der kan være flere veje til jobbet.
Du kan eksempelvis være:
- Uddannet gartner, planteskolegartner eller havecentergartner
- Tillært gartner med praktisk erfaring fra planteskole, havecenter eller det grønne område
Det vigtigste er ikke nødvendigvis, hvilken titel der står på dit eksamensbevis.
Det vigtigste er, at du har interesse for planter, kan lide kontakten med kunderne og har lyst til at lære mere.
Vi forventer, at du:
- Har et godt grundlæggende kendskab til almindelige haveplanter
- Kan tale med kunder og give saglig og ærlig rådgivning
- Har lyst til salg og kundebetjening
- Kan arbejde selvstændigt og tage ansvar for dine opgaver
- Kan bevare overblikket, også når der er travlt
- Er praktisk anlagt og ikke er bange for at tage fat
- Bidrager til orden og et pænt havecenter
- Er stabil og møder til tiden
- Fungerer godt sammen med både kunder og kollegaer
- Taler og forstår dansk
Kørekort B er en fordel.
Jordbær og ærter er også en del af sommeren
I juni og juli har vi omkring 12 hektar med jordbær og ærter, hvor vi både har selvpluk og salg af friskplukkede varer.
Salget og modtagelsen af vores selvplukkere tager udgangspunkt fra planteskolen, og det er derfor også en del af livet i havecenteret i sommerperioden.
Det giver nogle travle, anderledes og hyggelige sommeruger med mange kunder og besøgende.
Arbejdstider og weekendvagter
Havecenterets åbningstider er:
Hverdage: kl. 9.00–17.00
Weekender og helligdage: kl. 9.00–16.00
Stillingen indebærer arbejde hver anden weekend.
Til gengæld har du en fast ugentlig fridag, og vagterne tilrettelægges efter en fast vagtplan.
Der er løntillæg for arbejde i weekender og på helligdage.
Weekendvagter kan desuden byttes internt mellem kollegaerne, når det passer bedre med private aftaler.
Det er vigtigt, at du allerede inden du søger jobbet er indstillet på, at weekendarbejde er en naturlig del af arbejdet i et havecenter.
En arbejdsplads med planter, kunder og gode kollegaer
EllenGaard består både af planteskole, havecenter og anlægsgartneri.
Det betyder, at vi kan hjælpe kunderne hele vejen – fra rådgivning og valg af planter i planteskolen til design af haven, levering og udførelse af selve have- og anlægsarbejdet.
I havecenteret bliver du en del af et mindre hold, hvor vi hjælper hinanden med de mange forskellige opgaver, der opstår i løbet af dagen.
Vi lægger vægt på, at der er orden i tingene, at kunderne bliver behandlet ordentligt, og at vi har en god og uformel omgangstone med hinanden.
Der skal være plads til at have travlt og tage ansvar – men også til et grin, en kop kaffe og fredagskage, når tiden er til det.
Opstart
Stillingen ønskes besat fra:
10. marts 2027
Vi holder samtaler løbende og ansætter, når vi finder den rette kandidat.
Kunne det være noget for dig?
Så send Christian en mail på [email protected].
Du behøver ikke skrive en lang og formel ansøgning.
Fortæl lidt om dig selv, hvad du tidligere har arbejdet med, dit kendskab til planter og hvorfor du kunne have lyst til at arbejde i vores havecenter.
Du er også meget velkommen til at kigge forbi EllenGaard i åbningstiden og se din kommende arbejdsplads.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Andre ledige stillinger
Grøn anlægsgartner / gartner
Har du erfaring med det grønne fag – og lyst til en alsidig arbejdsdag ude i det fri?
Brolægger / grå anlægsgartner
Kan du selvstændigt udføre belægninger, støttemure og trapper – fra afsætning til færdigt resultat?